Om mig

Tekstuddrag

I det følgende kan du læse uddrag fra nogle af de første bøger jeg skrev. Derved kan du få en ide om min skrivestil, og hvordan en livshistorie kan forme sig. Der er udelukkende tale om tekstuddrag, så der er ingen billeder, og teksten er ikke sat op, som i bøgerne. Under fanen "Om mig" kan du læse udtalelser fra nogle af dem jeg har skrevet om, eller fra deres pårørende.

Forskellige formater og designs på nogle af mine biografier:

Bogen om Erik Christensen

Erik Christensen fik skrevet sin biografi i 2019. Den er opsat i A5-format, er på 168 sider og rummer mange billeder, der dog ikke indgår i nedenstående uddrag. Uddraget er fra bogens første kapitel:

Barndommens gade

Erik Christensen blev født den 9. november 1938 på en fødeklinik på Tagensvej, ikke ret langt fra Valhalsgade, der er hans barndoms gade. Her boede han til han var 20 år, og herfra udspringer en stor del af de minder, han har fra sin barn- og ungdom. Eftersom han boede samme sted i samfulde 20 år, har han mange erindringer om såvel hjemmet som området.

Nørrebro var på den tid et udpræget arbejderområde, og som resten af landet (og hele den vestlige verden) var bydelen præget af først økonomisk krise og arbejdsløshed, siden besættelse og efterkrigstid. Det økonomiske opsving efter krigen nåede først Danmark et godt stykke inde i 1950’erne, da Erik var en ung mand. Levestandarden i hele kvarteret var derfor forholdsvis lav igennem hele hans opvækst, men da det var normen, var det ikke noget han tænkte ret meget over som barn. Begge Eriks forældre havde da også arbejde, og selvom de var nødt til at føre en nøjsom og sparsommelig livsstil, var der altid mad på bordet, rent tøj og ordentlige forhold i det lille hjem.

Bydelen var tæt bebygget med små, ofte mørke lejligheder - de fleste uden bad og toilet - og en masse små baggårde, hvor børnene kunne lege – eller slås - mellem cykelskure, skraldespande og rotter. Beboerne i kvarteret kendte og holdt øje med hinanden – og hinandens børn. Men børnene havde en meget udstrakt grad af frihed, og blev ofte overladt til sig selv. Også når det gik hårdt for sig.

Isskab, etagevask og et enkelt soveværelse

Erik kan af gode grunde ikke huske noget fra sin egen fødsel. Til gengæld kan han huske, om end svagt, at hans mor på et tidspunkt var gravid, men må have aborteret. For hun kom hjem fra hospitalet uden den lillebror Erik havde forventet. ”Siden tror jeg ikke de prøvede at få flere børn. Men det er ikke noget de har talt om. Det gjorde man ikke dengang”, som han siger. Han forblev derfor enebarn, og selvom det nok kunne have været sjovt med en lillebror, var det måske meget godt. For forældrenes økonomiske og tidsmæssige råderum var lige så trangt som pladsen i barndomshjemmet. Der var kun ét soveværelse i lejligheden, og det delte Erik med sine forældre til han var 20 år og flyttede hjemmefra. Som barn var det ikke noget problem, men da han blev ældre, var han naturligvis ikke så glad for det. Ud over soveværelset var der en lille stue med altan, et køkken og et toilet. Toilettet var faktisk lidt af en luksus, for det var der ikke så mange lejligheder i området, der havde på det tidspunkt. I køkkenet kan han huske, at der var et isskab - en zinkkasse hvori man lagde en blok is, så mælk, smør mm. kunne holde sig koldt. Isblokkene hentede man i ismejeriet, hvor man også købte mælk og andre mejerivarer. Da køleskabe blev almindelige i de danske hjem i 1970’erne, var det slut med både isskabe og ismejerier. Erik fortæller også, at der var en gasmåler i køkkenet, som man puttede mønter i, når man skulle tænde op i komfuret. Senere fik familien en vandvarmer, men mens Erik var lille, havde de ikke varmt vand i lejligheden, og der var heller ikke noget badeværelse. I stedet for at tage et bad, kogte man lidt vand, og vaskede sig ved håndvasken i køkkenet.

Koks, kakerlakker og duften i bageriet

Lejligheden blev opvarmet af en kakkelovn til koks, men da familien boede lige oven over et bageri med et stort fyrrum, fik de også masser af varme op gennem gulvet. Især var terrazzogulvet på toilettet altid varmt. ”Det kunne kakerlakkerne godt lide, og dem var der mange af på grund af bageren nedenunder. Hvis man gik på toilettet om natten, skulle man først tænde lys i køkkenet for at få dem til at forsvinde”, husker Erik. Bagerens fyrrum gav ikke kun varme og kakerlakker. Det sprang også i luften. Mindst én gang om året. ”Det gav et mægtigt brag, og så gik der en trykbølge op igennem skorstenen, og alt det sod der lå der, kom ud gennem kakkelovnslugerne hele vejen op i opgangen. Min mor var skruptosset, for så skulle hun jo gøre rent. Det var min mor der stod med det hele. Min far gjorde ikke så meget rent”, husker Erik.

Ud over de visuelle minder, har Erik også nogle mere sanselige erindringer fra lejligheden i Valhalsgade 2. Fra bageriet strømmede der nemlig ikke kun varme, men også en evig duft af friskbagte lækkerier op til den lille familie. ”Der var altid en duft af brød og kager, vi levede jo nærmest i bageriet”. Fra naboen kom der til gengæld mange og høje lyde, og de var knap så indbydende som duften fra bageriet. ”Der var meget lydt i vores lejlighed. Lejligheden havde tidligere været større, men ejeren af ejendommen havde sat skillevægge op, så vores var mindre. Og alt hvad der foregik på den anden side af skillevæggen, kunne vi høre. De havde badeværelse på den anden side af vores soveværelsesvæg, så når de var i bad eller på toilettet, kunne man høre det lige så tydeligt”, fortæller Erik.

Søde piger og frække fyre

Til ejendommen hørte tørrerum, pulterrum og vaskekælder. Og naturligvis en lille baggård, hvor der var et stort mannatræ, cykelskure og skraldespande. Og masser af rotter. ”Når min mor skulle hente sin cykel, kunne der godt fare sådan en rotte op af en af skraldespandene”, fortæller Erik. Det afholdt dog hverken Erik eller nogle af de syv jævnaldrende piger, som også boede i opgangen, fra at komme ned og lege i gården. ”På den anden side af vejen var der ingen børn, så det var pigerne jeg legede mest med”.

I de andre gårde boede der nogle uartige drenge, som Erik ind i mellem legede med, andre gange sloges med. ”Vores nabo var skraldemændene. De havde en kæmpestor materialeplads med hestestald - dengang kørte man med hestevogne, og der var rigtige skraldebøtter, som de smed op over skuldrene. De stod nede i gården sammen med alle rotterne. Vi legede meget på den materialeplads. Det var forbudt område, men vi kom jo alligevel ind, som de frække børn vi var. Det var et spændende sted at lege, og der legede jeg med nogle drenge fra de andre gårde. Man kunne lave huler og alt muligt. Der var jo brædder og alt muligt byggeaffald. Nogle gange drillede vi også skraldemændene. De havde et træskur, der lå lige op til vores gård og cykelskur, og der kunne man komme fra vores cykelskur og over på deres tag. Om vinteren fyrede de op i et fyr, og så lukkede vi nogle gange skorstenen til, så de blev røget ud. Så kom de efter os drenge. Det var sjovt”, mindes Erik.

Det var i øvrigt skraldemændene der ejede den ejendom Erik boede i. Hans mor og far boede til leje, og Erik ved at de betalte 142 kr. om måneden i 1956, og 498,60 øre i 1981. ”Det lyder jo ikke af meget, men for dem var det nok mange penge dengang”, siger Erik.

Kampen om territoriet

Gårdene var ikke kun et sted børnene legede og hengav sig til uskyldige drengestreger. Der var også territoriale gårdkampe, hvor drengene i de forskellige gårde sloges med hinanden. Det kunne godt gå vildt for sig: ”Der lå nogle store gårde ved siden af – bl.a. Sigurdsgården – og de holdt sammen i de forskellige gårde. Jeg ved egentlig ikke hvorfor der var krig mellem gårdene, men det var der altså engang i mellem. Og det var med kæppe og alt muligt. Jeg kan huske, at jeg i mine sene drengeår fik lavet et sværd, der kunne knække kæppe. Det var godt, når man skulle kæmpe mod de andre. For det gik hårdt for sig. Det var rigtige slåskampe og man skulle ikke sådan komme over i de andres gårde”.

Når drengene sloges, kom der ikke nogle pædagogiske forældre ned og stoppede dem. Heller ikke Eriks far, der tvært imod opfordrede sin søn til at slås og forsvare sit territorie. Engang havde nogle drenge fra en anden gård forvildet sig ind i Eriks gård. Eriks far sad på altanen, hvor han altid sad om sommeren, og i stedet for at lade drengene være i fred, eller selv tage affære, råbte han til Erik, at han skulle se og komme ned i gården og få dem ordnet. ”Der var ikke noget med at han kom ned og hjalp mig, eller mente at vi ikke skulle slås. Næ, jeg skulle forsvare mit territorie”, mindes Erik, og tilføjer næsten forundret: ”Det var ellers et ganske pænt kvarter, og pæne mennesker der boede der”.

Billeder af en svunden tid

Det var også pæne og ordentlige mennesker der boede i opgangen. Begge Eriks forældre havde fuldtidsarbejde, men i flere af de andre lejligheder var konerne hjemmegående. Ligesom beboerne i den gamle TV-serie ’Huset på Christianshavn’, kom man hinanden ved. Kendte hinanden, festede sammen, og hjalp hinanden. Også med børnene. Ovenpå Eriks lejlighed boede et par, hvor manden var lærer og konen var hjemmegående. Det var ofte hende, der passede Erik, hvis han var syg. Men også bagerkonen holdt øje med Erik. ”Når jeg var syg, var jeg alene. Og så var det enten nogle i opgangen, der kiggede efter mig, eller min farmor. Mine forældre kunne ikke holde fri, fordi jeg var syg. På et tidspunkt kan jeg huske, at jeg lavede sådan et hejseværk ud af min Mekano. Så hejste jeg min kurv ned til bageriet nedenunder, og så lagde bagerkonen kager i kurven, som jeg kunne hejse op. Hun vidste godt at jeg var syg, og kom også nogle gange op og kiggede til mig”.

Ud over selve lejligheden, opgangen og baggårdene, husker Erik også sin barndoms kvarter for alle de mange små butikker, der var i nærområdet - som det var almindeligt dengang: ”Der var tre bagere, cigarforretning, købmand, slagter, fiskeforretning, skomager, ismejeri, ostehandler, bladkiosk, apotek, kjoleforretning og en boghandel. Lige i området. Det var der man boede, og der man handlede. Der var ingen supermarkeder eller indkøbscentre, og man tog ikke andre steder hen for at handle”, fortæller han.

Med til tidsbilledet hører også, at sporvogne var et almindeligt transportmiddel, ligesom hestevogne. Til gengæld var der ikke ret mange biler. Og da slet ikke på Nørrebro. Eriks forældre havde heller ikke bil, og fik det aldrig.

Gaden og hele kvarteret som Erik voksede op i, hører på mange måder til en svunden tid. I dag er Nørrebro ikke længere et arbejderkvarter. Lejlighederne er blevet større og mere moderne, og mange steder er baggårdene revet ned og forvandlet til store grønne oaser, til glæde for beboerne. Mange ting er blevet bedre, men ikke alt. ”Det bedste ved stedet jeg voksede op var, at alle kendte hinanden. Man kom sammen og man passede på hinanden i opgangen. Man passede hinandens børn. I dag kender man jo knap nok dem der bor ved siden af, men dengang kom man hinanden ved”, siger Erik.

Bogen om Annie Melby

Biografien om Annie Melby blev færdig i foråret 2020. Bogen i A4-format er på 112 sider. Annie har givet mig lov til at bringe et længere uddrag, så her følger et helt kapitel om hendes tid på kostskole:

Syv år på kostskole

Mens de var i Brasilien havde Ed lejet sit hus ud, så da de flyttede hjem, boede de i en overgang på et pensionat i Rungsted. Annie nåede også kortvarigt at gå i skole i Rungsted. Fra denne skoletid har hun ingen erindringer, men hun husker tydeligt, at hun var rædselsslagen, når hun skulle ud og gå en runde på golfbanen med Ed, for så skulle han også høre hende i regning. ”Jeg var så dårlig til regning, og jeg var nervøs for de forfærdelige ture”. Så er naboens datter Birgitte Engel, et lidt rarere minde. Hendes forældre havde en iskiosk i Rungsted havn, og der cyklede Annie og Birgitte ind i mellem ned og badede og spiste is.

Efter blot et par måneder i Rungsted, flyttede Annie ind på Marie Mørks kostskole i Hillerød, hvor hun startede i 3. klasse. Det har altid heddet sig, at hun kom på Mørks, fordi det var en meget fin kostskole, og fordi hun gerne selv ville.Annie mener dog selv, at den primære årsag var, at Ed gerne ville have hendes mor for sig selv. Umiddelbart er det også lidt svært at forestille sig, at et barn på ti år selv ønsker at ’flytte hjemmefra’.

Annie boede på kostskolen i næsten syv år – fra vinteren 1948 til sommeren 1954. Det var en periode, hvor det danske samfund ændrede sig meget. De første år var landet stadig mærket efter krigen, hvilket gav sig udtryk i fortsat mangel på varer, lav produktivitet og høj arbejdsløshed. Det påvirkede også Annies hverdag: I en brevkorrespondance mellem Annie og hendes mor i 1951, seks år efter krigens afslutning, omtales eksempelvis nogle smørmærker Annie skulle aflevere på skolen for at få smør. De sidste rationeringer på dagligvarer forsvandt i 1952, mens rationering på visse luksusvarer som biler først forsvandt helt i 1957. Marshallhjælpen (USA’s økonomiske bistand til en række lande efter 2. verdenskrig) var dog med til at pumpe ny energi i de danske hjul. I perioden 1948-52 modtog Danmark varer og bistand til en værdi af 1.727 millioner kroner, og da Annie sluttede på kostskolen, var Danmark for alvor i gang med sit andet industrielle opsving, og en høj økonomisk vækst. Mangelsamfundet var lige så langsomt blevet erstattet af velfærdssamfundet.

Annie har gemt sine gamle dagbøger og en del brevkorrespondance fra årene på kostskolen. De giver et godt indblik i såvel kostskolelivet, som de tanker hun gjorde sig gennem de syv år, hvor hun forvandlede sig fra at være en lille pige til at blive en ung kvinde. I det følgende kapitel er der derfor også inddraget informationer og citater fra flere af disse dagbøger og breve.

Modig, munter og mild

Skolen, der lå på Slotsvej 3, blev etableret i 1895 af Marie Mørk, der selv drev den indtil Waldemar Stenberdt overtog i 1930. Det var ham, der var rektor i de år Annie boede på kostskolen. Kostskolen var kun for piger, mens der både gik piger og drenge på skolen. I et skrift om skolen, står der, at kostskolen primært var for piger, hvis forældre boede i udlandet. Det gjorde Annies ikke, men det har nok haft betydning, at de var skilt. Annie husker, at der var flere andre af pigerne, hvis forældre var skilt, blandt andet Susse Wold, som blev en af hendes bedste veninder, både på kostskolen og tiden derefter.

Skolen har fra sin grundlæggelse haft ordene ’modig, munter og mild’ i sit våbenskjold. Formentlig et mål for de piger, der gik/boede der. Da Annie flyttede ind på kostskolen var hun 10 år, og hun må bestemt have været modig, for det er tidligt at blive sendt hjemmefra. Hun mindes ikke den dag hun ankom, eller den første tid, men er ikke i tvivl om, at hun savnede sin mor og far, og havde svært ved at vænne sig til den strenge hverdag, hvor hver eneste af dagens timer var skemalagt, og hvor knus og kærlighed var en lige så stor mangelvare som smør, sukker og kaffe under krigen. ”Kostskolen var skrap. Det var kæft, trit og retning. Min mor og Ed var også strenge, men kostskolen var strengere. Det var hårdere end at være hjemme – noget helt andet end at være hjemme. Man havde ikke den kærlighed. Man fik ikke knus, lå ikke i arm. Man måtte bare klare sig selv. Der var ingen frihed og alt var efter et skema. Men det måtte man bare acceptere og affinde sig med. Og heldigvis havde vi det dejligt sammen, os piger. Vi var en stor gruppe, der var der i mange år”, fortæller Annie, der formentlig lykkedes med at holde sig munter på grund af netop disse veninder. Om Annie også var mild, er ikke til at sige, men hun var i hvert fald både autoritetstro og velopdragen, og det ændrede sig ikke af at komme på kostskole. Kostskolen cementerede nok snarere det, hun allerede tidligt havde lært af sin mor, om at hun altid skulle tænke på, hvad andre tænke om hende. Det var vigtigt, at hun både udseende- og adfærdsmæssigt tog sig godt ud. Hun skulle således ikke kun være ren, pæn, velklædt/-friseret, men også sød og ordentlig, hvilket betød, at hun endelig ikke måtte gøre noget, der kunne vække anstød, genere eller forarge andre. Annie lærte tidligt at kontrollere de følelser, hun vidste ville blive ildeset, og gjorde størstedelen af sin barndom det, der forventedes af hende. Som i Brasilien, hvor hun aldrig gav udtryk for, at hun ikke kunne lide at være alene hjemme, sagde hun heller ikke noget om, at hun var ked af at være på kostskolen. I et brev hjem skrev hun blot: Kære mor og far. Jeg er så glad for at være på skolen. Vi går tit i skoven og plukker anemoner. Jeg vil så gerne have et brev fra jer. Men det kan vi jo snakke om, når jeg kommer hjem. Brevet er sendt til det pensionat, hvor de boede lige efter Brasilien, så det må være sendt kort tid efter hun flyttede til Hillerød.

Ro, renlighed og regelmæssighed

De første år boede Annie på 3-4 mandsværelser. Et af de første værelser hun boede på, delte hun med Susse Wold, som hun hurtigt blev venner med. I mellemskolen havde de to piger senge ved siden af hinanden, mens de andre piger på værelset sov i køjesenge. På værelserne var der også nogle dybe skabe, hvor man kunne sætte sig ind og lege hule.

Kostskolens badeværelse bestod af en lang række håndvaske langs hele den ene væg, og et tørrestativ til håndklæderne i midten. ”Der vaskede vi os hver dag. Men der var ikke brusere -det var etagevask. Kun én gang om ugen gik vi på rad og række ned til en badeanstalt, der lå ca. 10 min. fra kostskolen. Der kunne vi få et rigtigt bad, og så skurede og skrubbede vi os, og vaskede hår. Det var dejligt”. Den personlige hygiejne var i det hele taget vigtig. Pigerne skulle være rene, pæne fra top til tå. ”Når man kom ind fra skolegården, gik man ned i et lille skorum. Der skiftede man sko fra udesko til indesko. Man satte sine sko på hylden, og så var der én, der pudsede skoene. Hver dag. De skulle være rene og blanke hele tiden”.

Dagene fulgte helt faste rutiner, og pigerne havde ikke mange ledige stunder for sig selv. Om morgenen sørgede en klokke for at alle vågnede. Så stod pigerne op, vaskede sig, spiste morgenmad, gik i skole, spiste frokost, læste lektier og spiste aftensmad. Når aftensmaden var spist, sluttede dagen af med en stille hyggestund – sammen med alle de andre. Fra spisestuen var der døre direkte ind til en dagligstue, hvor pigerne altid opholdt sig om aftenen. ”Der skulle vi sidde og være stille og rolige – sy, læse, spille klaver, eller én læste måske højt. Det var meget hyggeligt”.

Kattemor og de andre lærere

I Annies barndom kaldte man de første fem års skolegang for folkeskole, derefter kom mellemskolen, der gik fra 6.- 9. klassetrin. Helt frem til 1975 var der kun syv års skolepligt i Danmark, men Annie gik i skole til og med 9. klasse, og var på kostskolen i alle disse år.

På Mørks kostskole hed den kvinde, der havde ansvaret for de første fem klassetrin, Kattemor. Hun var det tætteste pigerne kom på en mor i hverdagen, men det var ikke nogen drømmeerstatning: ”Hun kunne godt være sød, men hun var også en meget skrap dame. Engang skulle vi alle sammen på skovtur, men Susse og jeg havde gjort noget vi ikke måtte, så vi skulle blive hjemme og skamme os. Vi skammede os nu ikke ret meget, men vi var jo nødt til at ligge der – på et sygeværelse med to senge. Så kom Susses mor op for at besøge os, og hun listede nærmest ind og ud igen, uden at nogen så, at hun havde været der. Forældrene var lige så bange for Kattemor som vi var”, fortæller Annie.

Men det kunne også være rigtig hyggeligt at være hos Kattemor. Hun havde sin egen lille lejlighed, med en terrasse, hvor børnene kom ud og legede sanglege. ”Det var vildt sjovt – Bro Bro Brille og hvad de nu ellers hedder. Det var vidunderligt. Så sad hun ved klaveret og spillede, og vi sang aftensange”. Kattemor var også altid til stede, når de spiste, og måltiderne kunne være en hel lektie i sig selv: ”I spisesalen var der et stort bord, hvor Kattemors fem klasser sad. Kattemor sad altid for bordenden, mens vi andre hver dag rykkede en plads rundt, så alle kom til at sidde ved siden af hende på et tidspunkt. Man måtte godt tale, men ikke højt, og der var bordmanerer. Man måtte for eksempel ikke tage mere end man kunne spise, og man skulle lære at spise ting, man ikke brød sig om. Det værste var, hvis man sad ved siden af Kattemor, når man fik noget, man ikke kunne lide. Engang fik jeg blodpølse, og der kom jeg til at lave en grimasse, fordi jeg havde så svært ved at få det ned. Men så fik jeg bare et stykke til, og hver gang jeg lavede en grimasse, fik jeg mere. Sådan blev det ved, indtil jeg kunne spise det uden at lave grimasser. Så man lærte at spise hvad som helst”, fortæller Annie, der bortset fra blodpølse ellers næsten kunne lide alt, og ikke krævede de store kulinariske udskejelser for at være godt tilfreds. Det vidner følgende middags-ønske om, som hun engang skrev i et brev til sin mor forud for et weekendbesøg: Biksemad og koldskål til dessert.

Kattemor tog sig af kosteleverne fra 1-5 klasse. Fra 6-8 klasse var det frk. Møller, og i 9. klasse (og realklassen) var det frk. Lærke. ”Da vi blev lidt ældre, flyttede man ovenpå, og der havde lille frøken Møller værelse lige over for vores. Der spillede hun violin, og det lød så forfærdeligt. Vi gjorde så meget grin med hende, og var ikke så søde ved hende”, fortæller Annie, der altså ikke var artig hele tiden.

Lærerne i selve skoletiden fortaber sig lidt, men Annie kan huske at hun havde en flink gymnastiklærer der hed hr. Rugholm, frk. Overgaard i dansk, frk. Bjerre i geografi og hr. Gustavson i historie. Skolens rektor, Waldemar Stenberdt, så eleverne ikke så meget til. Nete og Ed var engang til middag hos ham i privatboligen, men der var Annie ikke med. ”Vi andre (børn) kom der ikke, med mindre det var meget alvorligt”, som hun siger. Til gengæld kunne han godt finde på at inspicere pigernes gange om aftenen, hvilket Annie allerede dengang fandt temmelig upassende: ”Stenberdt kunne godt være slem til at komme op på gangene, når vi løb rundt om aftenen og var letpåklædte. Der havde han slet ikke noget at gøre”, konstaterer hun tørt.

Gode fag og hadefag

Selve skolegangen på Mørks kostskole, husker Annie hverken som noget hun var glad for eller god til. ”Mine karakterer var ikke gode. Jeg var ikke bogligt anlagt, og skole var noget jeg slæbte mig igennem”. Når man tænker på hendes hurtige læring af tre nye sprog i Brasilien, og de flotte karakterer hun skrev hjem og berettede om derfra, er det egentlig mærkeligt, at det blev sådan på Mørks skole.

Hendes mange breve og dagbøger fra årene på kostskolen viser en fin håndskrift og god stavning. Og hun havde faktisk også en dansklærer som hun var glad for: ”Hun var god til at lære fra sig, og fik lært mig noget godt dansk. Jeg tror nok, at jeg godt kunne lide faget. Når jeg kigger på mine breve, synes jeg at jeg har forskellig håndskrift i dem alle, så jeg tror jeg har øvet mig”, fortæller Annie, der også kan huske, at hun fik streng besked på at hun ikke måtte skrive stejlskrift – altså skråskrift, der hælder til den forkerte side. Dengang måtte man heller ikke skrive med venstre hånd. Var man venstrehåndet af natur, blev man tvunget til at lære at skrive med højre hånd i stedet.

Annie var også god til at tegne. Det kan man også se i de mange dagbøger, hvor hun har garneret sine fortællinger med fine illustrationer. Evnerne for at tegne og male opdagede hun dog først selv langt senere, og de kreative evner har nok ikke været det, man satte størst pris på, da hun gik i skole. ”Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde blev opmuntret til at male, ud over at jeg engang kom på et kursus i Rørvig, en uge i sommerferien. Det var hos to søstre, Karen og Geten, og jeg malede hver dag. Der var malerbøtter og maling overalt, og vi fik brændenældesuppe, og jeg syntes det var noget mærkeligt noget, men det var rigtig hyggeligt, og jeg nød at være sammen med dem. Så der har min mor måske set noget – men det er ikke noget jeg er blevet opfordret til at dyrke som sådan”.

Gymnastik var heller ikke et ’vigtigt’ fag, men det var til gengæld noget den langbenede Annie elskede og var god til: ”Det bedste var gymnastiktimerne, hvor vi alle sammen kunne løbe ned til vores boldbaner, og hvor vi tog forskellige idrætsmærker. Jeg elskede det. Vi løb om kap, lavede højde- og længdespring, spillede håndbold og alt mulig andet. Om vinteren var vi i gymnastiksalen og lavede sjove lege med alle redskaberne - legede fx jorden er giftig, hvor man ikke måtte røre gulvet. Det var virkelig sjovt”. De naturlige evner for bevægelse kom også til udtryk, når Annie gik til dans. Det var noget hun dyrkede i fritiden, i flere af de år hun var på kostskolen. ”Danseskolen lå ikke ret langt fra skolen, og jeg kunne rigtig godt lide det. Vi dansede standarddanse, og så sad man og ventede på at de kom og bukkede for en, og så dansede man. Der var altid en der spillede klaver, og en mand og kvinde – sikkert ejerne – der viste os trinene. Så dansede vi rundt, og i slutningen af sæsonen gik man til afdansningsbal på hotel Leidersdorf”, husker Annie, der som ung og voksen fik stor glæde af at have lært at danse. Ikke mindst når hun dansede med sin far, der hele livet var hendes favoritdansepartner.

Håndarbejde var også en favorit: ”Der lærte vi blandt andet at sy, strikke og stoppe strømer - at lukke et hul på en måde, så strømpen stadig var fin at have på”. Det var dengang man stadig reparerede alt. Så Annie havde masser af talenter. Hun var god til dansk, god til alt med bevægelse, god til håndarbejde og til at male. Hvad hun til gengæld ikke var god til, var matematik og fysik og tilsvarende naturvidenskabelige fag. Dem fandt hun rigtig svære, og de er muligvis kommet til at fylde rigtig meget. Både i hverdagen og i karakterbøgerne. ”Jeg har aldrig været god til regning. Jeg bliver så træt af tal. Og fysik var jeg heller ikke glad for. Og man fik jo nogen på hovedet, hvis man ikke opførte sig ordentligt”, fortæller hun. Heldigvis var det ikke så ofte at det skete for Annie – det med at få nogen på hovedet.

Fantasifulde veninder og masser af biografture

Da Annie og Susse mødte hinanden, havde Annie stort krøllet hår. Derfor kaldte Susse hende for ’Annie Bomuldsabe’. Og det gør hun stadig, for de har bevaret kontakten. På kostskolen blev de hurtigt tætte veninder: ”Susse var min bedste veninde. Vi fik også engang lavet venindering i sølv, med navne i”, husker Annie.

Pigerne gik ofte i biografen. Annie har gemt en masse filmprogrammer (et lille trykt program om handling, skuespillere mm, som dem man i dag kan købe når man går i teatret) fra de film hun så, da hun var barn og ung. Der er ca. 125 programmer så hun har været en hyppig gæst i de danske biografsale. Og hun var ikke ene om det, for det var meget populært at gå i biografen i 50’erne, hvor hver dansker i gennemsnit gik i biografen ti gange om året. Det var heller ikke dyrt at gå i biografen. På den tid kostede en biografbillet typisk mellem 1-2 kr. så det var til at betale for pigerne, der fik 5. kr. i lommepenge om ugen. Salget af biografbilletter kulminerede i 1953 med 59 millioner solgte billetter. Derefter begyndte salget at falde lidt igen. Især fra 1960, hvilket nok hænger sammen med fjernsynets samtidige indtog i de danske hjem. De første fjernsyn i Danmark dukkede faktisk op allerede i starten af 50’erne, men der gik lang tid før de blev hvermandseje. I 1956 var der således kun 16.000 TV-apparater i hele landet. Annie mener heller ikke at hun oplevede fjernsyn i et privat hjem, før hun var 16-17 år gammel (efter kostskoletiden), og det var ikke hos sine egne forældre, men hos en daværende kærestes farmor.

Den biograf Annie og Susse frekventerede hed Kosmorama, og lå på torvet i Hillerød. Ind i mellem blev pigerne meget inspirerede af de film de så. Det var blandt andet tilfældet engang de så De tre musketerer. ”Efter vi havde set filmen legede vi, at vi selv var de tre (to) musketerer i en periode. Men det var hemmeligt, ingen andre vidste det. Efter skole ’red’ vi på vores cykler ud i skoven, hvor vi havde en hule, og så brugte vi fantasien og legede. Men det var også når vi for eksempel gik på badeanstalt. Så sagde vi til hinanden: Nu skal vi være sammen med alle de kvinder! I den periode legede vi hele tiden, at vi var (mandlige) musketerer”.

At de to piger havde det sjovt når de legede, og godt kunne være vilde, fantasifulde og lidt uartige, ses også af en anden leg, de to begav sig ud i: ”Jeg kan huske engang hvor Susse og jeg lukkede døren til baderummet, lukkede ristene med vaskeklude og gjorde gulvet vådt. Så smurte vi numserne ind i sæbe, så vi kunne kurre hen ad gulvet fra den ene ende af rummet til den anden. Det var morsomt – lige indtil der løb vand ud på gangen, og det blev opdaget. Så var det ikke så sjovt mere”, fortæller Annie.

Sjældne besøg hos mor og far

I alle de år Annie boede på kostskolen, var det normalt at komme hjem på weekend hver fjortende dag. Da pigerne også gik i skole om lørdagen, startede weekenden først lørdag eftermiddag, og da de ikke måtte komme for sent tilbage til kostskolen om søndagen, var et ’weekendbesøg’ reelt ikke meget mere end et enkelt døgn. Som skilsmissebarn, hvor Annie måtte besøge sine forældre på skift, betød det, at hun kun så sin mor og far en enkelt gang om måneden, bortset fra ferier og de gange, hvor forældrene af forskellige årsager kom på besøg på kostskolen (skolebal, konfirmation, sommerafslutninger etc).

Det anstrengte forhold mellem Børge og Nete var en evig kilde til bekymringer og ubehag for Annie: ”Mine forældre var ikke venner, for far havde fundet en anden, og det var mor selvfølgelig ikke glad for. Min mor ville også gerne have flere penge af min far, så der var altid et spil om penge. Det var for eksempel sådan, at når jeg skulle hjem til min far, havde jeg altid en besked med fra min mor om et eller andet jeg skulle sige, som havde noget med penge at gøre. Det brød jeg mig ikke om”. Også brevkorrespondancen mellem Annie og hendes mor viser flere eksempler på at Annie skulle bede sin far om at købe sko, tøj eller andet, når hun kom ind til ham, eller at hun skulle holde økonomiske forhold hemmelige for ham: ”Det var min mor der bad mig om det, så jeg kom på en måde lidt i klemme mellem min mor og far, og jeg kan huske, at jeg syntes det var belastende. Jeg holdt jo meget af dem begge, men ville ikke gøre min far ked af det”.

Når Annie besøgte sin mor og Ed, foregik det som regel i det sommerhus de købte ikke så lang tid efter hjemkomsten fra Brasilien. ”Når jeg kom hjem til min mor, en gang om måneden, var vi mest i Rørvig. Men vi må også have været i Rungsted, for jeg kan huske, at vi cyklede fra Rungsted til Rørvig, og at min mor og Ed havde en hund i hver sin cykelkurv. Det var en lang cykeltur, og når vi kom derop tændte vi petroleumslamper, for at vi kunne se noget, for i starten var der ikke elektricitet”. Senere moderniserede de huset, byggede en ekstra etage på, og flyttede derop permanent.

Ed solgte fortsat kvæg til tyskerne, og rejste jævnligt til Jylland for at opkøbe kreaturer på forskellige markeder. I mange år boede han og Nete på hotel Saxildhus i Kolding, men på et tidspunkt købte de et lille hus i Sønder Bjert, så de havde deres eget hjem, når de færdedes på de kanter. Som faste hotelgæster gennem flere år, blev Susanne og Annette forkælet af hotellet med kæmpestore chokoladeæg til påske. Pigerne nød også at komme til Sønder Bjert. Huset lå lige ud til fjorden, og Ed havde en lille robåd der.

Børge blev boende på Christiansholmsvej i alle de år Annie var på kostskolen. Mens hun var i Brasilien, havde han, den 19. december 1947, giftet sig med Catri, hvis fulde navn var Catri-Lisa Johanne Antoine Melby. Hun var født den d. 6. oktober 1918, og havde da efternavnet Enroos. Catri var forhenværende ekspeditrice, havde også tidligere været gift (Rønberg), og var muligvis årsagen til at Nete og Børge blev skilt – det ved Annie ikke med sikkerhed. Men hun holdt meget af Catri og omvendt: ”Vi havde det rigtig hyggeligt, og Catri lod mig have en relation til min far, i modsætning til Ed”. I det hele taget, havde Annie det bedst hjemme hos sin far. ”Der var mest frihed, og der var en lettere tone – han var så hyggelig at være hos. Når vi hørte larmen fra Bakken, kunne han sige: Nå skat, skal vi gå en tur på Bakken? Så kørte vi lidt i karusseller og sådan noget. Vi gik også til racerløb sammen, tog til Roskilde Ring, eller cykelløb i Ordrup, eller til hestevæddeløb på Galopbanen og Travbanen. I Rørvig sad man ude i en skov, med en mand der ikke var min far, og en mor, man aldrig var alene med. Hvis jeg havde kunne bestemme selv, ville jeg have boet hos min far. Det ville have været dejligt. Men det var ikke noget jeg sagde til dem”.

Et helt særligt minde fra Annies – formentlig tidlige - besøg hos sin far, er de gange hvor hun lå i hans arm i sengen, når han læste avis: ”Vi snakkede ikke, og jeg lå helt stille, for han skulle have lov til læse avis - bare jeg fik lov at ligge i hans arm. Det var en stor avis, så der kunne jeg ligge længe. Jeg elskede at ligge der, der fik jeg noget af den nærhed jeg ellers ikke fik”. I det hele taget har hun kun gode minder om sin far: ”Han var udadvendt, eventyrlysten, umiddelbar og kærlig. Han var meget sjældent sur, men når han var det, kunne man se det. Så hang underlæben. Men det var meget sjældent han var vred - så skulle han virkelig trædes over tæerne – og jeg har aldrig haft konflikter med ham”.

En konfirmation, to fester

De weekender hvor Annie ikke skulle hjem på besøg hos sin mor eller far, var hun tit i kirke, i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, en kirke kun var meget glad for at komme i. Det var også den kirke hun blev konfirmeret i, den 3. oktober 1952. Annie var på det tidspunkt 14 år gammel og gik i 7. klasse.

Hun blev konfirmeret i en fin hvid kjole, som hendes mor havde fået syet hos en skrædder i Pilestræde, der hed Karen Bath. ”Det var samme sted som de tre prinsesser fik syet deres tøj, for det skulle være så fint”. Og fint blev det. Kjolen der var lang, var i hvid tyl isat blondebaner, og havde blondeærmer og bådudskæring. ”Jeg kan huske, at jeg hele tiden skulle derind og prøve tøj - kjolen, eller en dragt eller hvad hun nu fik syet til mig. Det har nok været min far, der fik lov at betale, men det var min mor, der bestilte tøjet til mig”.

Ud over kjolen er det forventningens glæde Annie husker bedst fra sin konfirmation. ”Jeg kan huske at aftenen før, da vi lå i vores senge og skulle sove, der var vi så spændte. Den lange kjole hang på skabet, og vi glædede os meget til at skulle have den på næste dag. Og vi skulle i kirke. Jeg elskede jo den kirke, og gik tit til gudstjeneste der. Den største glæde var jo næsten forventningen, om det der skulle ske”, fortæller Annie, der på det tidspunkt delte værelse med Birte, Susse og Inge, og stadig primært skrev om skole, veninder, skænderier og sin mor og far i sine dagbøger. Hun har nok også glædet sig til både festen og gaverne, men ingen af delene har sat markante spor i erindringen. Festen blev holdt à to omgange - ”min mor og far kunne jo ikke holde fælles konfirmation for mig”, som Annie siger. På selve dagen, holdt hun derfor konfirmationsfrokost med sin mor og Ed (og muligvis nogle flere) på kostskolen, og to dage senere, med sin far og hans familie. Den foregik på restaurant Viking på Palads hotel i København, hvor de fik en flot femretters menu. ”Det var da hyggeligt, men det var jo en voksenfest – mig og en masse voksne gæster, primært familie - og ud over at mit navn var skrevet med store røde rønnebær, husker jeg ikke noget særligt fra festen”.

Af nogle af hendes breve kan man læse sig til, at hun i konfirmationsgave blandt andet fik et guldarmbånd med charms og et ur. Begge dele var almindelige gaver til kvindelige konfirmander på den tid, hvor gaverne var af et mere beskedent omfang – både i antal og værdi – end i dag. På den tid var det heller ikke ualmindeligt, at konfirmanden fik et cigaretetui eller et cigaretrør i konfirmationsgave. Den var nok ikke gået i dag, men dengang røg de fleste – også de helt unge.

Cigaretter, milkshakes og drenge

I årene efter konfirmationen begyndte der at ske ting og sager. Annie blev en høj flot pige med lange ben og kønne træk, der nok kunne vride hovedet af led på mangen en ung mand/dreng i Hillerød og omegn. Hun begyndte også at ryge, og gik på isbar sammen med veninderne. Her drak de milkshakes og røg. Alkohol var til gengæld ikke noget de dyrkede.

Som helt ung, var der ikke noget med kærester, og Annie mindes ikke at have været specielt ombejlet i sin kostskoletid, selvom hun godt kan huske, at der var nogle, der viste interesse. ”Man fik kærestebreve, som man hejste op i en tråd fra gaden, men man lavede ikke noget med drenge - det måtte man ikke”, siger Annie på et tidspunkt i interviewet. Men når man læser hendes dagbøger fra de sidste to år på kostskolen, er det nu en sandhed med modifikationer. For de daglige skriblerier disse år handlede meget ofte om drenge. Drenge der var søde, drenge der var irriterende, drenge hun dansede med, talte med, holdt i hånd med, skrev breve med og endog – på et sent tidspunkt - kyssede med. Det var alt sammen meget uskyldigt, som regel hemmeligt, og uden tvivl meget spændende. Det var ikke kun Annie, der interesserede sig for drenge de år. Det var et generelt tema blandt veninderne på kostskolen, og flere af dem havde endda kærester, selvom relationerne nok begrænsede sig til nogle sjældne og stjålne møder, lidt dans og gåture hånd i hånd.

De første drenge der blev omtalt i Annies dagbøger var Henning, der gav hende chokolade, og en lille dansekavaler der hed Preben. I bogen skrev hun blandt andet at de til et skolebal dansede og flettede fingre, men at - 'det betyder ikke noget, for han er kun 12 eller 13 år'. Hun betroede også de blanke sider, at hun og Preben blev uvenner, at hun ikke vidste hvorfor, og at hun forsøgte at formilde ham ved at give ham noget tyggegummi. Da det ikke hjalp, gav hun ham også en pose lakridskonfekt og en pakke Dandy. Det hjalp tilsyneladende, for snart efter var de gode venner igen. Til gengæld blev Annie uvenner med Susse, der syntes at det var fjollet at hun ville omgås en dreng på 12 år. Der skulle dog heller ikke gå ret lang tid, før det var slut med det.

Det allerførste kys

I sommeren mellem 8. og 9. klasse rejste Annie med kostskolen på bustur til Paris. Ferien varede 11 dage og i dagbogen kan man læse, at prisen var 335 kr. alt inklusive. Ud over de almindelige turistoplevelser i byerne by, der gjorde stort indtryk på Annie, var det også her, hun fik sit første rigtige kys på munden af en ung franskmand.

I dagbøgerne fra 1954 skrev hun heller ikke længere om den lille Preben. I stedet var det Poul Erik, en ung soldat fra Hillerød civilforsvars kaserne, der begyndte at fylde siderne. Kasernen var nabo til kostskolen, og Annie mødte ham fordi kostelever og soldater var ofte med det samme tog til Hillerød. I starten var hun lidt forbeholden, ikke mindst fordi han var soldat og (derfor) gik i uniform, men efterhånden overgav hun sig. De mødtes mange gange, men altid i smug, for kæresteri blev ikke tolereret på kostskolen. På et tidspunkt beskriver hun, hvordan hun ville ringe til ham (fra kostskolens telefon), men ikke måtte, fordi telefonregningen blev for dyr. Det var heller ikke sagen at han ringede, for så sad der altid en frøken i nærheden og tyssede – og lyttede med – på samtalen. Så møderne blev arrangeret på andre måder: Når Annie og veninderne gik på isbar i Hillerød, eller fulgte nogle af de små til dans, som hun gjorde hver torsdag, kunne hun ringe til Poul (rekrut 7271) fra en mønttelefon. Hvis det lykkedes at træffe ham, kom han straks, så de kunne gå en lille tur sammen. På et tidspunkt bildte hun endda kostskolen ind, at hun skulle til stationen for at sende en pakke til sin mor, mens hun i virkeligheden bare skulle ringe til Poul. 'Jeg glæder mig så frygteligt til på torsdag, hvor jeg skal være sammen med Poul' – og - 'Jeg savner ham så frygteligt lige i øjeblikket', betroede hun sin dagbog på et tidspunkt. Kærligheden fik dog en brat afslutning, da hun slog op med Poul i marts 54, for kort efter at blive kæreste med en der hed Leif.

Forbrydelse og straf

I det hele taget var 1954 året, hvor den artige Annie ind i mellem måtte vige for den mere modige og trodsige Annie. Hun kaldte kostskolen for ’hotel Tremmly’ (i dagbogen), og tog på tomlen med klassekammeraten Ina til Holte, uden at fortælle skolen om det. Ina skulle mødes med Otto Brandenburg som hun senere giftede sig og fik barn med. Susse og de andre piger turde ikke tage med, men Annie og Ina havde det morsomt, og blev ikke opdaget. Det blev hun og Susse til gengæld en anden gang, hvor de havde sagt, at de skulle til middag hos noget familie, men i virkeligheden mødtes med nogle drenge. Som straf måtte de ikke længere måtte følge de små til dans om torsdagen. Det var en slem bet, da netop disse torsdage ofte blev brugt til at mødes hemmeligt med diverse bejlere.

Samtidig med at drengene blev mere interessante, kom der også mere pigefnidder mellem veninderne. De piger Annie oftest nævnte i sine dagbøger, de sidste par år, var Susse, Hanne, Inge og Birte. Det meste af tiden havde de det godt sammen, men hun beskrev oftere konflikter mellem veninderne end i de yngre år. Også med Susse. På et tidspunkt skrev Annie fx: Hvor jeg nyder at være væk fra hende (Susse), jeg synes vi glider længere og længere væk fra hinanden, for jeg stoler ikke på hende længere – og - åh hvor ville jeg ønske jeg kunne slutte skolen nu. Skårene med Susse blev heldigvis klinket igen, og det sidste ønske gik i opfyldelse ikke så længe efter.

Dårlige karakterer, frygt og frihed

Det sidste skoleår bød også på store skolefaglige udfordringer. Interessen for skole kunne ligge på et meget lille sted, og Annie syntes det var svært. På et tidspunkt fik hun en karakterbog, der var så dårlig at hun, gruede for det øjeblik hun skulle vise den til sine forældre. Det var så slemt, at hun betroede følgende til sin dagbog: 'Jeg ville ønske at jeg ikke havde en mor eller far, men bare var mig selv'. Til en middag i skolens spisesal, holdt rektor også en dundertale overfor Annie og flere af hendes veninder, hvor han sagde, at de ikke kunne komme op i realklassen, fordi de var dovne, og at han vil skrive det i deres karakterbøger. 'Det er frygteligt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre', skrev den ulykkelige Annie som reaktion på det.

Frygten var begrundet, og reaktionen som ventet: Nete var utilfreds, og skældte ud over at Annie og de andre piger havde for meget drengepjat i hovedet. I dagbogen skrev Annie efterfølgende, at hun var bange for at hendes mor havde læst i dagbogen, og købte derefter en lås til den. Men hun skrev også, at hun godt kunne forstå sin mor, og at hun fremover ville gøre sig umage, så hun kunne komme i realklassen. Den 12. februar 1954 var hun imidlertid på weekend hos sin mor og Ed. Her hjalp de med nogle lektier, men blev meget vrede, da hun ikke kunne finde ud af matematikken. Annie blev ked af det og gik grædende i seng. Efter lidt tid kom Nete og Ed ind og sagde, at hun ikke behøvede at gå i skole længere. I stedet kunne hun komme på husholdningsskole og lære alt om husholdning og barnepleje. Og sådan blev det. Annie fik lov at slutte efter 9. klasse, selvom Nete helst havde set at hun tog realeksamen - ligesom Susse. Men Annie var glad. Syv lange år var endelig slut.

Bogen om Torben Nielsen

Torben Nielsen fik skrevet sin biografi i 2019. Den er opsat i A5-format og er på 108 sider. Det følgende uddrag er fra bogens tredje kapitel:

Kompositioner, klaverspil og en spirende drøm

Det var mens familien boede i Valby, at musikken begyndte at få tag i Torben. Først og fremmest fordi det var der, han for alvor blev opmærksom på sin fars musikalske talenter, og selv begyndte at gå til klaver. Men også fordi en særlig oplevelse fik ham til at drømme om at komme til at synge i radioens drengekor: ”Far var trompetist og spillede hos Louis Preil, men han havde også ambitioner om at blive komponist, og ville jo også gerne tjene lidt penge på det. Der var noget, der drev ham. Han ville gerne sætte sig selv på prøve ved at lave nogle svære ting for en trompet. Og det gjorde han – han har lavet tre kompositioner for trompet, noget der hedder Trompetpolka, De to trompeter, og så Landsbypolka, men ved siden af det lavede han temmelig mange andre kompositioner for andre instrumenter. Når andre laver en komposition, siger de typisk ’den eller den melodi’, og så overlader de det til andre, men min far havde gået til harmonilære, og han ønskede at lave hele kompositionen selv – dvs for alle violinerne, oboerne, fagotten, osv. Han ville lave hele partituret. Og om natten, da vi boede i Valby, listede jeg ind til ham, mens han sad og arbejdede på sin første komposition. Det var i 1940 og det var Trompetpolka, der var ved at blive født. Han sad og skrev, og han havde det hele i hovedet. Men han fortalte mig hvad han lavede, og selvom jeg ikke havde så meget forstand på det, var det alligevel spændende at se, hvordan hans første komposition blev til”, fortæller Torben.

Hans Peter ville naturligvis gerne viderebringe sin glæde ved musikken til sine sønner. Men selvom Torben syntes det var spændende at høre sin far spille og komponere, var han endnu ikke blevet bidt af selv at spille. ”På det tidspunkt havde jeg ikke selv foldet mig ud med hensyn til musik, men min far prøvede at få mig til at komponere lidt. Det lykkedes ikke rigtig, men en af de ting han gjorde meget ud af var, at jeg gik til spil hos Ludvig, der også boede i Valby. Jeg har gået til meget dygtige og effektive spillelærere på klaver – jeg startede nok da jeg var 8. Men jeg var en doven snog, det fængede ikke på det tidspunkt. Når man bliver sat til noget man skal, er det ikke altid man er helt så modtagelig for det”, indrømmer Torben. Til gengæld skete der noget i skolen, som fik interessen for sang til at spire i den lille dreng. ”En af de ting jeg husker allermest fra min skolegang i Valby er, at vi på et tidspunkt fik besøg af Mogens Völdike, en berømt dirigent for Københavns drengekor. Han var virkelig en person som gjorde noget for sangen for små drenge. Han kom på besøg på skolen og kom også til vores klasse - han var ude efter at skaffe elever til sin skole (i dag Skt. Annæ gymnasium). Så da han kom til mig, med sit lille harmonium sagde han: Nå min dreng, hvad vil du så synge? Jeg ville gerne synge I østen stiger solen op, sagde jeg, og så sang jeg ’i ø-sten sti-ger so-len op”, fortæller Torben, og gengiver den kantede staccato-facon han dengang fremførte sangen på. ”Men det gik ikke, og så fik jeg ikke nogen plads i drengekoret”, fortsætter han og griner. Torben havde aldrig før overvejet at komme i drengekoret, men ”Mogens Völdikes besøg satte gang i noget, og derefter blev det et brændende ønske at blive optaget i drengekoret”.

Sangen der forandrede livet

Ønsket gik i opfyldelse da Torben var ca. 10 år. I dag betragter han optagelsen i drengekoret som en af de mest skelsættende oplevelser i hans liv. ”Det satte retningen for mit liv, det kan jeg se nu. Jeg har ikke før tænkt over, hvor betydningsfuldt det har været for mig, men jeg vil nok sige, at drengekoret var med til at forme mig. Det at blive kørt gennem sådan en maskine, som hjalp én til at få selvtillid, at få en fornemmelse af ens eget værd i det hele taget, det var enormt. Det er der ingen tvivl om”, forklarer Torben og fortsætter: ”Det der skete var jo, at jeg kom hjem og fortalte far, om det med at jeg ikke var kommet med i drengekoret. Og så hjalp han mig med at synge I østen stiger solen op på en anden måde. Og så skete der det, at han en dag kom hjem og sagde, at radioens drengekor gerne ville have nye drenge”.

Torben var ikke den eneste, der ville med i koret. Over 400 drenge kom til optagelsesprøven. Men denne gang var Torben bedre forberedt. ”Min far havde lært mig at synge. Han var meget optaget af at jeg skulle synge og havde fået fat i nogle mennesker der kunne optage det på plade. Han gjorde meget ud af det, og der er ingen tvivl om, at det også har forberedt mig på det”, fortæller Torben. Prøven omfattede både sang og almenviden. ”Jeg skulle ikke kun synge, men skulle også have en slags intelligenstest. Jeg blev for eksempel spurgt hvor mange der var på et fodboldhold, eller hvad den svenske konge hed og sådan noget. Elbirk skulle nemlig finde ud af hvem der klarede sig godt i skolen, for så havde de også tid til at gå til sang. Det var jo to gange om ugen man skulle gå til sang, så det var vigtigt at man kunne klare sig i skolen”, fortæller Torben, der klarede skærene og blev optaget i koret - først som prøvedreng, siden fast. Han var såkaldt 2. stemme, hvilket svarer lidt til at være alt-sanger.

En ny og travl tid

Optagelsen i koret indvarslede en ny og travl tid – både for Torben og hans mor: ”Da jeg startede i radiodrengekoret blev min tilværelse ændret radikalt. To gange om ugen skulle jeg ind og synge i radiohuset, og når vi skulle til koncerter skulle der syes dannebrogsflag på vores skjorter, og skjorterne skulle være strøget, skoene være pudset og så videre. Alt det gjorde min mor. Hun sørgede for det hele, ligesom hun sørgede for far. Det var så indgroet i hende at servicere os andre”, fortæller Torben, der dog hurtigt lærte selv at tage turen ind til radiohuset ved Rosenørns alle.

”Første gang jeg optrådte i radiostudiet, var dengang jeg sang Gik alle konger frem på rad. Der tjente jeg mine første 5 kr. Det husker jeg tydeligt. Men jeg var ikke nervøs. Det faldt mig naturligt at optræde. Jeg havde aldrig sceneskræk, tvært imod kunne jeg godt lide at optræde. Jo flere mennesker, desto bedre”, fortæller Torben, der altid godt har kunne lide at stå foran. Og radiodrengekoret var populært. Overalt hvor de kom frem, var der mange tilskuere. ”Vi rejste land og rige rundt, i forsamlingshuse og alt mulig andet, og vi havde stor succes i koncertsalene. Folk kunne vældig godt lide det, der var jo ikke fjernsyn, så det var begrænset hvor meget underholdning der var. Så vi var populære, når vi var ude at optræde”.

Koncerterne bestod altid af fire afdelinger. En intro bestående af nationalsange efterfulgt at nogle mere muntre afdelinger, og en afslutning, der igen var i den mere seriøse ende. Efterhånden som Torben blev lidt ældre og mere erfaren i koret, fik han flere og flere solopartier. ”Jeg var så privilegeret, at jeg var en stor solist. Mens jeg var i drengekoret, var jeg en af dem, der trak det største læs, når det kom til soli”, fortæller Torben der blandt andet sang Blå anemone af Kaj Munk, Figaros arie fra Barberen i Sevilla, og i den muntre ende, Kunigunde: ”Når jeg sang den havde jeg brudeslør på. Det var et udstyrsstykke og teater for fuld udblæsning – der var masser af drama. Men jeg har sjovt nok altid spillet pigeroller, og det har været vældig sjovt”.

Disciplin og jordforbindelse

Hvis ikke Torben fik ret meget opdragelse hjemmefra, fik han det til gengæld i radiodrengekoret. Henning Elbirk, der var leder af koret, styrede nemlig drengene med hård og bestemt hånd. Men Torben har altid beundret Elbirk: ”Han var en streng mand, hård og retfærdig. Men det var også nødvendigt med os drenge. Men han var jo også en fantastisk dygtig korleder - inspirerende ud over alle grænser”, husker Torben og tilføjer: ”Elbirk var mit forbillede, det er der ingen tvivl om”. En af de ting som var vigtig for koret var disciplinen, herunder mødedisciplinen. Man skulle møde til tiden, ellers vankede der bøder. ”Der var bødemand, der kradsede bøden ind for at indprente os, at ansvaret var vores”, husker Torben. Drengene lærte også, at det var vigtigt at opføre sig ordentligt alle steder. Især når de, på nogle af de mange rejser, blev indkvarteret privat. ”Man boede som regel sammen to drenge, og den ældste skulle så sørge for at den yngste opførte sig ordentligt, og vise hvordan det gik for sig. Og når man spiste ved bordet, skulle man være beleven, velopdragen og interesseret i dem man boede hos. Boede man på en gård, måtte man pænt gå med ud og se på bestandene, det var også en del af opdragelsen. Og når vi var på ture rundt med koret, blev vi tvunget til at skrive dagbøger. De første dagbøger fra min hånd var temmelig ubehjælpsomme, men efterhånden blev de bedre. Og det var vigtigt, for de skulle afleveres til vurdering når vi kom tilbage, og vi fik karakterer – for udsmykning, historierne, skriften og så videre”.

Vigtigst af alt var dog at bevare jordforbindelsen. Trods de mange – nogle gange op til 10.000 – tilskuere, og den feterede rolle som solist, gik det ikke an at få nykker. Primadonnanykker blev ikke tolereret af Elbirk. ”Engang sang vi for rigtig mange mennesker på Rådhuspladsen i Århus, og det gik vældig godt. Og så var der et par af mine kammerater der boede hos en journalist, som spurgte: Hvem var ham der sang? Og så fortalte de jo om mig, og så kom det i avisen dagen efter. Det blev Elbirk virkelig sur og gal over, for det der med at profilere sig selv, få nykker, det skulle man sandelig ikke begynde på. Det var drengekoret det handlede om, ikke enkeltindividerne. Det er en del af den opdragelse vi har fået, at vi ikke skal tro at vi er mere end de andre, at vi bevarer jordforbindelsen. Elbirk var verdensmester i at hugge os ned, så vi ikke troede at vi var noget. Og det har nok været en basisskoling, der har fulgt mig hele livet”.

Oplevelser for livet

I de ca. fire år Torben sang i radiodrengekoret, var der mange rejser. Både i Danmark og udlandet. Dengang var det ikke så almindeligt at rejse, men det var ikke noget Torben tænkte over: ”Jeg var ikke rigtig klar over, hvor stort et privilegie det var. Man tog det nok lidt som en selvfølge”. Rejserne foregik altid i ferierne, og en af de tilbagevendende begivenheder var sommerlejrene, der også havde en opdragende funktion: ”Elbirk var meget kristen, og det kom til udtryk i relation til alt vores liv på sommerlejrene. Der var morgenandagt, hvor der altid var en, der holdt en slags prædiken, og så morgensang, og om aftenen var der naturligvis Fader Vor, som vi alle sammen bad. Det var meget FDF-agtigt”, mindes Torben, hvis kristne opdragelse i høj grad stammer fra tiden i drengekoret.

Koret var ude at optræde mange forskellige steder i Danmark, og var altid privat indkvarteret, når de var afsted. ”Et af de steder vi kom flere gange var i Brenderup. Der boede vi hos bondemændene og havde koncert i præstegårdshaven. I det hele taget må jeg beundre Elbirk for at have organiseret det hele. Han trak i alle trådene og holdt styr på det hele. Vi rejste jo mange steder hen, og det var en fantastisk oplevelse at komme rundt og se, hvordan folk levede alle mulige steder i landet”.

Efter besættelsen var koret også i udlandet flere gange. Blandt andet i Sverige, Norge og England. ”Det var en fantastisk oplevelse at komme til England i 1947. England var slet ikke kommet sig efter krigen. Det var i februar, og det var en skrækkelig vinter. Jeg kan huske at det var mere koldt inde i husene end ude, de havde slet ikke brændsel nok. I England boede vi også privat, og det var ofte fattige familier. De levede under strammere kår end jeg selv gjorde på det tidspunkt, det kunne jeg godt fornemme. Jeg kan også huske at de flere steder serverede ost, men jeg har aldrig kunne lide ost. Is that cheese spurgte jeg så, og det var det, og så måtte jeg altså sige at no, det kan jeg desværre ikke lide, fortæller Torben, og tilføjer, at han på det tidspunkt talte rimeligt engelsk. ”På det tidspunkt var jeg jo 15 år, og havde haft engelsk i nogle år, så jeg kommunikerede rimeligt godt”.

Englandsturen førte koret til både London, Bristol, Liverpool og Birmingham, og når de gav koncerter derovre, foregik det på engelsk. Så alle de sange de normalt sang på dansk, var blevet oversat til og blev fremført på engelsk.

En brat overgang

Rejsen til England i 1947 blev også en slags afskedstur for Torben. For mens koret var i Liverpool, og sang foran 400 børn i en kold gymnastiksal, gik Torbens stemme pludselig i overgang, midt i Figaros arie. ”De sidste 16 takter kunne jeg slet ikke synge”, husker Torben. Man skulle tro, at det var en forfærdelig oplevelse, men Torben husker det ikke som noget han blev synderligt ked af: ”Jeg tog det som en naturlig ting. Så går stemmen i overgang, og så kan man ikke synge dér mere. Sådan var det. Men jeg sang jo videre i gymnasiet og i andre kor”, fortæller han. Og da stemmen på et tidspunkt kom tilbage igen, i en mørkere version, blev han tenor, og fik flere gange lov til at tage med drengekoret som en af fire ’gamle drenge’.

Kontakten til radiodrengekoret fortsatte også på andre måder, og i mange år. ”For i 1968, da ungdomsoprøret kom, kunne man ikke have sådan nogle vandkæmmede drenge med dannebrog på brystet, så drengekoret blev smidt ud af DR i 1969”. Derefter blev Torben (der på det tidspunkt var 37 år) og nogle af de andre ’gamle drenge’ enige med Elbirk om at køre koret videre på freelancebasis. Torben blev formand for radiodrengekoret, som det fortsat fik lov at hedde, efter aftale med DR’s daværende direktør Sølvhøj. Over de næste 10 år var koret syv gange i USA, og en enkelt gang i Rusland. De drenge der oprindeligt havde sunget i koret, fortsatte, og undervejs kom der naturligvis mange nye til. En af dem var Morten Falkenberg, der både var med i USA (to gange), og Rusland.

Efter 10 år blev Elbirk imidlertid dårlig og koret måtte stoppe. ”Elbirk og jeg fik ikke nogen smuk afsked i radiodrengekoret, for desværre blev han mere og mere dement. Vi fik et tilbud om at rejse til Japan, men der måtte jeg sige den går ikke, det kan du ikke klare, der må vi være realistiske, til Elbirk. Der var lidt et forældreopgør mod ham og det var ikke nogen køn forestilling, og det endte også med, at han kaldte mig en forræder. Men jeg holdt fast, for han kunne ikke. Hans realitetssans var forsvundet, og jeg var nødt til at være barsk. Men i de breve jeg siden har fået fra ham, er alt forladt. Og han var meget stolt af at jeg kunne fortælle, at han var en stor del af årsagen til, at jeg blev præst”, fortæller Torben.

Bogen om Elly Larsen

Bogen om Elly Larsen var min første biografi. Den blev skrevet i 2017, hvor Elly fyldte 100 år og fik bogen som gave. Den er opsat i A5-format, og er på 165 sider. Følgende uddrag er fra kapitlet om Ellys barndom:

Svenskeren og danskeren – der levede på polsk

Elly Paula Larsson blev født den 15. december 1917 ved en hjemmefødsel på Hveensvej på Amager. Elly husker af gode grunde intet fra denne dag, men når man møder Elly og hører hende fortælle om sit liv, kan man ikke forestille sig andet end at solen, trods vinter og verdenskrig, må have skinnet på hende denne dag, og velsignet hende med et lyst og generøst sind. Et sind der uden tvivl også er formet af en familie, der trods trange tider formåede at skabe masser af tryghed og varme for den lille pige, der blev yngste og sidste barn i en søskendeflok på 5.

Ellys far, Alfred Larsson, blev født den 21. maj 1885 i Hällestad i Sverige. Han voksede op i Gryteskog, ikke så langt fra Lund, hvor hans far var bonde. Men Alfred ville være skrædder og i 1901 flyttede han til Danmark for ’her i landet at føre erhverv som skrædderlærling’ som Politidirektøren i Kjøbenhavn, i en lille brun opholdsbog, gør vitterligt den 4. maj 1901. Ifølge disse papirer var Alfred dengang af middel højde og drøjde, havde blond hår og brune øjne.

Han fik arbejde hos en skrædder i kvarteret Gammelholm i København, og der gik ikke lang tid før han fik øje på en køn pige, der arbejdede på den anden side af gaden. Pigen var Nora. Hun var født den 13. august 1887, datter af Kirsten Frederiksen og pottemager Lars Peter Johansen. Nora voksede op i Køge, hvor hendes far havde et lille værksted med udsalg inde på torvet. Noras mor døde i en ung alder, faren giftede sig igen og Nora flyttede til København og blev stuepige hos en fin familie, sådan som det var almindeligt på den tid. Og midt i alt det huslige arbejde havde Nora også opdaget den unge skrædder, der sad og syede overfor og sendte hende lange blikke. Og alle disse blikke på tværs af vejen, førte i sidste ende til ægteskab, sådan som det står så fint i en festsang, skrevet til Noras 70 års fødselsdag:

'De med tegn og mærkelige fagter

fik et stævnemøde sat i stand

det var værst for sheiken han var svensker

inden længe var han Moders mand'

Den 1. marts 1915 blev ungkarl, skræddersvend Alfred Larsson således gift med pigen Eleonora Dagmar Elisabeth Metea Johansen, som Nora så fint hed, i Filips kirke på Amager. Som det fremgår af papirerne, og ganske usædvanligt for den tid, havde de faktisk allerede fået både Greta og Bror, da de blev gift. Greta blev nemlig født i 1911 og Bror i 1913. På det tidspunkt boede Alfred og Nora i en lejlighed i Herluf Trollesgade i København, tæt på det sted hvor Alfred arbejdede som skrædder og Nora havde været stuepige. Senere flyttede de til Hveensvej, hvor de andre søskende kom til i et imponerende tempo. Først Inge i 1915, samme år som de blev gift, så Zenia i 1916 og som den søde rosin i pølseenden Elly, i 1917. Trip, trap, træsko, fem børn på under 7 år. ”Mor fødte som ingenting – smuttede børnene ud uden problemer”, fortæller Elly, ikke uden en vis stolthed, om sin mor. Men nogle problemer kan man nu godt forestille sig at det har givet, at Alfred og Nora levede på polsk, som det allerede dengang hed, når man boede sammen uden at være gift. At få børn udenfor ægteskabet var nok endnu værre, og det var da også først senere i livet at børnene fik besked om at Alfred og Nora først havde giftet sig i 1915. Det har nok sparet børnene for en del drillerier.

To værelser, hjemmeskrædderi og en fræk papegøje

Ellys første barndomshjem lå på Hveensvej og var ganske trangt. I en lejlighed som mange i dag ville finde passende til en studerende eller enlig, boede familien Larsson, der efter Ellys ankomst talte to voksne, fem børn og en talende papegøje. Lejligheden bestod af et værelse, en stue, et køkken, et toilet og en entre. ”Vi sov i to etager i køjesenge - alle fem børn i et værelse. Mor og far sov i en sofa der blev slået op i stuen. Køkkenet var som et almindeligt gammelt køkken, i den ene side kunne vi sidde og spise, og så var der et vindue ned til gården. Vi havde gaskomfur i køkkenet, og kakkelovn i stuen. Den blev varmet med nogle ruller brænde, det lå i kælderen. Koks var dyrt, så vi brugte brænde. Og hvis vi skulle bruge meget varmt vand, blev det varmet på kakkelovnen i stuen. Så satte mor en kedel over. Vi kunne jo ikke få så meget. Der var rindende vand i køkkenet, men det var kun koldt vand. Når vi så skulle i bad stod vi i en balje og hældte varmt vand fra kakkelovnen op. Så var det etagevask. Det er sjovt at tænke tilbage. Det var meget anderledes”. Elly smiler og griner lidt ved mindet, der, som de fleste af hendes barndomsminder, er lyst og rart. Den trange plads var ikke noget problem, og selvom man må formode, at vintermorgenerne i den lille kakkelovns-opvarmede lejlighed må have været kolde, er det slet ikke noget hun erindrer. Hun mindes heller ikke at familien var påvirket af den generelle mangel på varer og de høje priser, der fulgte i tiden under og lige efter 1. verdenskrig, men hun var jo heller ikke ret gammel på det tidspunkt og forældrene har formået at skabe et varmt og trygt hjem for børnene. ”Min far havde sit eget skrædderi, så vi manglede ikke noget”, som hun siger.

Skrædderiet havde han derhjemme. I stuen, der også fungerede som familiens opholdsrum og forældrenes soveværelse, sad han og syede dagen lang. Elly fortæller at hun ofte sad under bordet og så hvordan han arbejdede og spurgte ham hvordan han gjorde. Det er uden tvivl her, at kimen til hendes livslange glæde ved og talent for at sy, blev lagt. Når Alfred ikke syede, holdt han af at gå over til sit lysthus. Lysthuset var en slags kolonihave, hvor man kunne dyrke egne grøntsager, hvilket var et vigtigt supplement til husholdningen under og efter 1. verdenskrig, hvor der var knaphed på varer. Lysthuset lå på den anden side af Hveensvej, hvor der dengang kun var beboelsesejendomme på den ene side. ”Min far gik og rodede i jorden derovre. Han var jo fra landet i Sverige, så han skulle have jord under neglene”, husker Elly. ”Når han gik over i lysthuset havde han altid papegøjen med. Den hed Jacob. Den sad på skulderen og så sludrede han med den, den fløj aldrig væk. Når han kom hjem satte han den på bordet og så løb den rundt. Den sad ikke i bur men var fri og fløj rundt, lige hen over hovedet på os. Min ene søster, Inge, hun var dødsens angst for denne her papegøje og hver gang hun satte sig så kom den løbende over og bed sig fast i hendes kjole. Jeg kan også huske en dag de kom hjem, så spurgte far hvordan den havde haft det, så sagde den ’sjov, sjov, sjov, og så kiggede han op på lysekronen, det var sådan en med en masse perler, så havde den fuldstændig plukket alle perlerne af, de lå alle sammen nede på bordet”.

Elly var heldigvis ikke bange for papegøjen, men man kan ikke lade være med at have lidt ondt af stakkels Inge, der måtte leve i konstant frygt for den frække papegøje. Men Alfred var tilsyneladende meget glad for den og glæden var gensidig. ”Det var hans papegøje og han havde den med over i lysthuset hele tiden, den blev altid hængende ved ham, den fløj ikke væk”.

Sådan som Elly beskriver sin far, var han en kærlig, men også lidt streng og til tider reserveret mand. ”Mor elskede fest og farver, men Alfred var lidt mere reserveret. Han var svensker og sådan var mænd jo også mere dengang”. Når familien tog på stranden, foretrak han at gå tur for sig selv langs vandet mens de andre badede. ”Han badede aldrig selv – min mor var en vandhund, men jeg har aldrig set ham i vandet tror jeg. Han elskede at gå på marker, op ad bakker og alting. Engang gik han fra Amager og helt ud til Hvidovre. Han holdt af at gå alene”, fortæller Elly. Og måske er dette behov for engang i mellem at være alene også grunden til at han holdt så meget af at trække sig tilbage til sit lysthus sammen med sin talende – men formentlig ganske fåmælte – papegøje. For i lysthuset kunne han både få jord under neglene, frisk luft og lidt fred og ro fra et hjem, hvor der sjældent var stille i ret lang tid ad gangen. For som Elly siger: ”Der var altid liv og glade dage, også om aftenen. Det fik vi lov til - der var jo mange børn”.

Strengheden til trods, er der ingen tvivl om at han var en kærlig og dedikeret far. Sikkert en far af tiden, der primært har haft til opgave at forsørge familien mens han overlod de mere omsorgsfulde pligter til moderen Nora. Men han blev mildere med alderen, i takt med at børnene blev ældre og nogle af dem begyndte at flytte hjemmefra: ”Han tog altid med mig ned til stranden når jeg skulle ud og svømme. Det interesserede ham og jeg var glad for at han gik med. Jeg var den mindste i familien, det har jo også noget at sige, og han var jo også lidt ældre på det tidspunkt. Han har haft mere overskud måske”.

Bogen om Søren Engel

Biografien om Søren Engel blev færdig i juni 2020. Den er trykt i formatet 17 x 24, og er på 133 sider. Følgende lille uddrag er fra bogens fjerde kapitel:

En russisk onkel starter fabrik i Danmark

I 1910, mens 1. verdenskrig endnu lå en del år forude og Anjuta stadig levede, var Rusland præget af stærke jødeforfølgelser. Derfor kom Sascha til Danmark for at bo hos sin storesøster Anjuta og Walter. Sascha var 15 år, og således en ung onkel til Niels og Lotte, der var hhv. 6 og 3 år på det tidspunkt. Sascha boede så vidt vides hos familien i to år, hvor han må have lært at tale dansk. Men i 1912 blev han sendt til Hamborg for at studere skibsbygning, da hans store interesse var netop skibe og sejlads. Om han nåede at fuldende uddannelsen er tvivlsomt, for i 1914 måtte han vende tilbage til Danmark. Det begyndte at trække op til 1. verdenskrig, så det var for usikkert at blive i Tyskland, og heller ikke muligt at rejse hjem til Rusland.

Sascha vendte aldrig tilbage til Rusland, men slog rødder i Danmark, hvor hans evner og virketrang førte til, at han grundlagde Vitrohm, en fabrik der fremstillede elektroniske komponenter, og som over årene udviklede sig fra en beskeden ’hjemmefabrik’ på Vesterbro, til et stort verdensfirma. I dette kapitel skal vi høre, hvordan det hele startede, samt udviklingen frem til starten af 1960’erne, hvor Søren trådte ind i sin grandonkels firma. En grandonkel, der af mange regnes for at være den danske elektroteknologis fader, og hvis personlighed på flere betydelige punkter kan genfindes i Søren.

Fra pletfjerner til elektronik

Søren ved ikke hvor Sascha boede fra 1914-18, men i 1918, hvor Anjuta døde, havde han i hvert fald adresse i København, nærmere bestemt Niels Brocksgade 4, 4. sal. I den periode tog han blandt andet job i skibsbygningsbranchen, som han havde lært om i Hamborg. Det kedede ham at aftegne andres ideer, så han opgav hurtigt at være ansat. Han ville hellere have sit eget. Og da han både var lærenem, foretagsom og logisk tænkende, besluttede han sig for at producere noget, der kunne sælges. Midlerne var ikke store, så det skulle være noget der var let at lave, og ikke krævede store investeringer. Da der var flere dygtige kemikere i familien, var der hjælp at hente fra mange kanter, og Sascha besluttede at fremstille pletfjerner, så tøj igen kunne blive som nyt, når man havde benyttet midlet. Om det var rådgivningen den var gal med er ikke til at sige, men pletfjerneren blev i hvert fald ikke den succes, han havde håbet. I stedet for at fjerne pletterne, blev de tværtimod større end de var før behandlingen. Den produktion stoppede hurtigt. Men det fik ikke Sascha til at give op, og hans næste ide skulle vise sig at være betydeligt mere levedygtig.

I løbet af 1920’erne var der en stigende interesse for elektronik i hele verden. Telefonen, krystalapparaterne (radio) og kasseapparaterne (fotografi) begyndte at blive populære, selvom de stadig kun var for de få. Sascha var fascineret af branchen, og var en af dem der tidligt anskaffede sig et kasseapparat og en radio. Han lavede et mørkekammer, hvor han kunne fremkalde billeder til både sig selv og andre. Og han nærstuderede radioens komponenter.

Sascha fandt ud af, at det vigtigste i en radio, var radiorøret, der var selve hjertet i apparatet. Det var kompliceret at lave disse rør, men i Holland lavede blandt andet Phillips sådanne rør i massevis. For at omdanne radiosignaler til lydsignaler skulle der imidlertid også benyttes mange andre komponenter – modstande, kondensatorer, spoler, potentiometre mm. Og disse komponenter skulle bruges næsten uanset hvilken type elektronik man ville bygge. Et potentiale Sascha hurtigt forstod at udnytte: ”Den viden Sascha havde, var langt hen ad vejen almenviden fra fysikken og ting han lærte fra nogle af de vidende i familien. Men han var også ret dygtig til at få ting til at fungere, og lavede livet igennem mange sjove ting. Ofte baseret på simpel logisk tænkning. Det kunne han”, fortæller Søren, der mange år senere skulle komme til at arbejde sammen med Sascha. Den del af historien vender vi tilbage til i et senere kapitel.

Med hjælp fra familien, der kendte en hel del til metalbehandling, fik Sascha nu startet en lille produktion af drejekondensatorer. De bestod helt konkret af nogle små udstansede plader, som blev sat på en akse, så der var lidt luft mellem pladerne. Den ene plade var stationær, den anden kunne dreje, således at pladerne lå tæt ved hinanden, men arealet af pladerne som lå tæt, blev større eller mindre, alt efter hvilken vej man drejede. Derved kunne man ændre det elektriske felt – og radiosignalerne - og altså få lyd ud af krystalapparatet.

Russisk revolution - og kærlighed

Sideløbende med Saschas eksperimenterende forretningsudvikling, skete der betydelige forandringer i hans privatliv: Omkring 1920 modtog han en dag et brev, fra en russisk kvinde, der lå på hospitalet i Norge. På kuverten stod der: ’Alexandr Haynmann, Danmark’. At brevet alligevel nåede frem til Sascha siger lidt om postvæsnet dengang. Afsenderen hed Nina Markovna Chroscienwicz. Hun var en ung kvinde på 22 år - født i Rusland den 15. januar 1898. Hendes far var højt placeret, men da zaren faldt, under den Russiske Revolution, blev han arresteret. Både han og Ninas brødre blev likvideret af de nye magthavere, mens Nina og hendes mor fik lov at gå. Og det gjorde de. Hele vejen fra Skt. Petersborg – over Finland - til Oslo i Norge. Undervejs havde hun pådraget sig både tuberkulose og svære forfrysninger, og det var i denne tilstand, hun skrev til Sascha. Hun var nemlig kommet i tanker om, at hendes familie havde haft besøg af en ung mand, der fortalte, at han havde en lillebror, der var strandet i Danmark: Sascha.

Da Sascha modtog brevet, besluttede han sig for at rejse til Norge og besøge Nina. Han endte med at forelske sig i hende, og tog både hende og moderen med hjem til Danmark. Så vidt Søren ved blev de gift omkring 1935. Hans forældre har fortalt om brylluppet, der var græsk-katolsk og stod i Den Russiske Kirke i København.

Nina og Sascha kunne ikke selv få børn, men adopterede Ninas nevø, Donat. Han var født i 1934 i Warszawa, Polen, og havde et mentalt handikap. Hvornår han kom til Danmark ved Søren ikke. Men han ved, at Nina i en periode, formentlig før de fik Donat, arbejdede i Danmark: ”I Rusland havde Nina aldrig skulle lave andet end at lære fransk og tilsvarende fine ting, men i Danmark måtte hun ned på jorden og få en uddannelse. Hun blev teknisk tegner, og kom blandt andet til at arbejde på Burmeister og Wain, hvor hun tegnede skibsdele mm. indtil Sascha blev lidt mere velhavende”. Det gjorde han snart.