top of page

Spørgsmål og svar

Nedenfor kan du læse nogle af de spørgsmål, der kan dukke op i forbindelse med at få skrevet en livshistorie. Hvis de ikke svarer på dit spørgsmål, er du velkommen til at skrive til mig: krweikop@gmail.com

Hvor lang tid tager det?

Du skal som minimum beregne ca. 2-3 måneder fra interviewstart til en færdigtrykt bog foreligger. Men tidshorisonten afhænger meget af, hvor hurtigt interviewene kan gennemføres, og hvor hurtigt du vender tilbage med kommentarer i korrekturfasen.

Flere formater?

"Kan man få bogen trykt i andre formater end A5 paperback?"

Ja. Du kan (næsten) vælge præcis det format, omslag og papir du ønsker. Det vil blot betyde andre priser. Hardback tilbydes nu også i små oplag. Det er lidt dyrere, men også flottere og mere holdbart.

Genoptryk?
"Kan man få genoptrykt flere eksemplarer, hvis man finder ud af, at man skal bruge flere end man har bestilt?" 
Ja. Du kan sagtens bestille flere bøger. Men stykprisen er naturligvis lavere, hvis du fra starten ved, at du vil have flere bøger.

Flere personer i én bog?

"Kan man få fortalt flere personers historie i samme bog, f.eks. et ægtepar eller flere søskende?" Ja, og det kan gøres på flere måder. Enten som flere helt individuelle historier samlet i en bog, eller som delvist individuelle/delvist fælles historier (f.eks. fra fælles barndom). Prisen vil blive beregnet i forhold til den ekstra mængde tid det vil tage med ekstra interview- og skrivetid.

Hemmelig gave?
"Kan man få lavet en bog om en person, uden at denne selv udtaler sig?"

Ja. Man kan sagtens få lavet en bog, hvor det er f.eks. familie, venner og kolleger der fortæller om personen. Det kan være en god gaveidé til et jubilæum eller en fødselsdag, hvor bogen skal være en overraskelse. Det kan gøres på flere måder: Enten indsender alle deltagerne et skriftligt bidrag, som jeg redigerer (efter behov), eller også laver jeg et kort interview med hver enkelt person og omskriver det til en tekst. Bogen kan, som de øvrige bøger, krydres med fotografier og dokumenter. Prisen vil variere med valgt metode, antallet af personer der deltager i bogen og antallet af fotos/dokumenter.  

Familie-hemmeligheder?

"Hvad hvis der er historier i familien, man ikke har lyst til at få frem i sådan en bog?"  Du er kunden, og du bestemmer, hvad der skal med og ikke med i bogen. For mig er det meget vigtigt, at du er tilfreds med produktet, og at der ikke står noget, du ikke føler dig tryg ved. Du har altid det sidste ord i korrekturprocessen, og intet sendes til tryk før du er tilfreds. 

Udelukkende billeder og billedtekst
"Kan man få lavet en bog, der tager udgangspunkt i fotografier, og hvor teksten udelukkende er billedtekst?"

Ja. Prisen vil i så fald afhænge helt af antallet af fotografier og hvorvidt du samler fotos og medsender billedtekster (som jeg redigerer) eller jeg selv skriver billedtekster på baggrund af samtale om fotografierne.

Vil du skrive om en person der er syg/døende?

Ja. For en person der er syg/døende, kan det give stor glæde at få lov til at fortælle sin historie, og derfor er det noget jeg meget gerne gør. Men det kræver naturligvis,at personen selv ønsker det, og er i stand til at gennemføre de nødvendige interviews.

Kan man opnå mængderabat?

"Kan man få en bedre pris, hvis man bestiller flere bøger om flere personer? F.eks. én bog om far og én bog om mor?"

Hvis du ikke ønsker at samle personernes historier i en fælles bog, men gerne vil have en bog per person, er der ikke ret mange ’stordriftfordele’ at komme efter. Men jeg er altid til at snakke med. 

Vil du færdiggøre eller redigere en historie?

"Jeg har selv gået i gang med at skrive min livshistorie, men har brug for hjælp til at færdiggøre historien og redigere teksten. Er det noget du kan hjælpe med?" 

Ja. Send det du har skrevet, og fortæl mig hvad du ønsker hjælp til (skrivning, flow/struktur, korrektur, opsætning, tryk). Så kigger jeg det igennem og giver et tilbud på, hvad jeg skal have for at hjælpe med at færdiggøre det.

Langdistance?

"Jeg bor langt fra København. Er det stadig muligt at få lavet en bog?"
Ja, så kommer der bare et tillæg for transportudgifter og ekstra tidsforbrug. Bor du meget langt væk, kan vi lave et mere intensivt forløb, hvor jeg flytter til et hotel i nærheden af dig, og hvor vi gennemfører alle interviews i løbet af 3-4 dage. Her må du påregne rejse- og overnatningsomkostninger. 

En bog om en afdød person?

"Jeg har en masse breve og dagbøger efter min afdøde farmor. Kan du skrive en bog om hende på baggrund af det?"

Ja. Det har jeg bla.a gjort om en for længst afdød dansk-tysk soldat under 1. verdenskrig, som havde efterladt sig mange breve og dagbøger. Jeg kan også hjælpe med at opstøve mere viden om din farmor gennem kirkebøger og lokalarkiver, så vi kan få mere viden at lægge til grund for bogen. Skriv eller ring og fortæl, hvad du har. Så ser vi på det.  

bottom of page